Gardasil-9 er nu i Danmark

Fra i dag begynder producenten af HPV-vaccinen Gardasil-9 at markedsføre den nye HPV-vaccine i Danmark. Udover 90% beskyttelse mod livmoderhalskræft, beskytter den også 90% mod kønsvorter og andre HPV-kræftformer.

I Danmark kender vi kun til de to HPV-vacciner Gardasil og Cervarix, der er kendte fra Børnevaccinationsprogrammet hvor det lige nu er Cervarix der gives. Men faktisk findes der også en nyere HPV-vaccine, der dækker flere HPV-typer end de andre to vacciner. Den hedder Gardasil-9 og har igennem længere tid været godkendt i EU, men endnu ikke markedsført i Danmark. Fra i dag begynder producenten dog at markedsføre den i Danmark, og apotekerne kan nu bestille den via grossisterne.

Cervarix er en såkaldt 2-valent HPV-vaccine, hvilket betyder den beskytter mod HPV-typerne HPV-16 og HPV-18. Det er de to typer som står for 70% af de tilfælde af livmoderhalskræft der ses, og vaccinen vil derfor kunne forebygge en del tilfælde af livmoderhalskræft. Herudover står disse to HPV-typer også for en del af andre HPV-kræftformer, herunder analkræft, peniskræft, skamlæbekræft og hovedhalskræft.

Gardasil er en 4-valent HPV-vaccine, fordi den udover at beskytte mod HPV-16 og HPV-18, herudover også beskytter mod HPV-6 og HPV-11. Det er de to HPV-typer der står for 90% tilfælde af kondylomer eller kønsvorter, der kan være en meget generende sygdom, og som derfor kan beskyttes med denne HPV-vaccine. Udover at beskytte 90% mod kønsvorter, giver den også 70% beskyttelse mod livmoderhalskræft og andre HPV-kræftformer, ligesom Cervarix.

Den nye Gardasil-9 beskytter mod hele 9 HPV-typer. Udover de 4 HPV-typer der findes i Gardasil, dækker den også HPV-typerne 31, 33, 45, 52 og 58. Disse har også betydning i forhold til livmoderhalskræft, og det betyder at Gardasil-9 beskytter 90% mod livmoderhalskræft og stadig 90% mod kønsvorter.

Med Gardasil-9 får vi altså en endnu mere effektiv beskyttelse mod livmoderhalskræft og kønsvorter.

Hvilken HPV-vaccine skal jeg vælge?

På nuværende tidspunkt er det Cervarix der findes i børnevaccinationsprogrammet. Det er altså den vaccine der beskytter 70% mod livmoderhalskræft, men ikke mod kønsvorter. Den tilbydes gratis til alle piger i 12-årsalderen – og indtil de bliver 18 år. Hvis pigen er under 15 år, skal der gives 2 stik af vaccinen og herefter skal der gives 3 stik for at vaccinen kan være effektiv.

Selvom det er Cervarix der tilbydes gratis i børnevaccinationsprogrammet, kan man som forældre dog sagtens vælge at betale for vaccinen selv og så vælge en af de andre vacciner. Her kan det være en fordel i stedet at købe Gardasil-9, fordi det giver en bedre beskyttelse mod HPV-kræft og kønsvorter.

Ved drenge eller piger over 18 år, skal man som forældre selv betale for vaccinen. Igen her kan det så være en fordel at vælge Gardasil-9, fordi det giver den bedste dækning.

Hvorfor er det ikke Gardasil-9 der tilbydes i børnevaccinationsprogrammet?

HPV-vaccinen kommer i udbud med jævne mellemrum, hvor det vurderes hvilken HPV-vaccine der skal tilbydes gratis i programmet. Det afhænger udover effekten af vaccinen også af prisen på vaccinen.

Da HPV-vaccinen kom ind i børnevaccinationsprogrammet i 2009, var det Gardasil der vandt. Fra februar 2016 kom der et nyt udbud, og her vandt Cervarix udbuddet. Da udbuddet gælder stadigvæk, er det derfor ikke Gardasil-9 der tilbydes i børnevaccinationsprogrammet.

Om ikke så længe skal vaccinen dog i udbud igen og her vil Gardasil-9 også indgå i vurderingen af hvilken der skal tilbydes gratis.

Følg gerne med på vores facebookside, hvor vi arbejder med at udbrede viden om HPV-kræft og aflive de mange myter, der eksisterer omkring HPV-vaccinen.

50 comments

  1. Hejsa.

    Kan man krydse vacc.
    Min 12 årig har lige fået 1x gardasil, Bille man kunne kombinere næste prik med gardasil-9?

    Hilsen johanne

    1. Ifølge Medicinpriser.dk (søg efter Gardasil 9) er prisen lige nu lidt over 1500 kroner pr. pakning, men det kan jo variere. Anbefalingen er at man får 2 stik når man er under 15 år og 3 stik hvis man er 15 år og herover. Dvs. en fuld vaccination vil koste mellem 3000-4500 kroner. Hvis du kontakter din læge kan han garanteret give dig den præcise pris.

    1. HPV-vaccinen er lige nu kun et tilbud i børnevaccinationsprogrammet til piger. Det betyder ikke at det ikke kan være en god ide også at vaccinere drenge. Dette skyldes at HPV også kan give kræft hos drenge og her tænkes især på peniskræft, analkræft og hovedhalskræft. Kræftformer der faktisk er stigende i disse år, og HPV-typerne som HPV-vaccinen dækker har også stor betydning for disse kræftformer.

      Årsagen til at vaccinen ikke tilbydes i børnevaccinationsprogrammet lige nu er flere, men et af de centrale er at hvis alle piger blev vaccineret ville de fleste drenge være dækket ind af flokimmunitet.

  2. Hvad er seneste anbefalinger / erfaringer med vaccine til meget sports aktive børn ?
    Jeg har en 13- årig dreng som træner meget fodbold mm
    Mvh Iben

    1. Sundhedsstyrelsen har aldrig frarådet vaccination af piger, selvom de var sportsaktive. Det er derfor en myte at sportsaktive piger ikke må få HPV-vaccinen.

      Myten stammer oprindeligt fra en udtalelse fra Syncopecenteret, hvor de så at deres patienter med POTS ofte var sportsaktive. Siden hen har forskere ikke kunnet finde en sammenhæng mellem POTS og HPV-vaccinen. Til gengæld er der en sammenhæng mellem sportsaktivitet og POTS, så man kan sige at hvis en pige er sportsaktiv har hun større risiko for at få POTS – men ikke pga. HPV-vaccinen. Hun har stadig større risiko, hvis hun ikke har fået HPV-vaccinen.

  3. Men det er jo stadig Cervarix der tilbydes i Børnevaccinationsprogrammet. Hvornår skal den vaccine i udbud igen?

    1. Ja, det er korrekt, det er Cervarix man får gratis med børnevaccinationsprogrammet lige nu. Dette skyldes, som du selv nævner, at vaccinen først skal i udbud igen.

      Cervarix kom ind i børnevaccinationsprogrammet fra februar 2016. I udbuddet er det sådan at det skal minimum vare 12 måneder, og så kan det forlænges 2×12 måneder, dvs. maksimum 36 måneder. Dette svarer til at der skal være en ny HPV-vaccine senest februar 2019. Men faktisk er det planlagt at HPV-vaccinen allerede skal i udbud i år.

  4. Jeg fik Gardasil x 3 for ca. 10 år siden, og har overvejet revaccination. Jeg er 35 nu, ved I om Sygeforsikringen Danmark giver tilskud til Gardasil 9 ligesom den hidtidige?

  5. Begge mine drenge er selvfølgelig blevet vaccineret, men jeg mangler information om vaccination af voksne, både mænd og kvinder.
    Hvad med folk i 20’erne, 30’erne og opefter, og er der en alder hvor man ikke mere får noget ud af vaccinens immunitet?
    Har det noget med antal partnere at gøre, så hvem skal lade sig vaccinere eller ikke … der er jo ingen der ønsker at få nogen af de nævnte kræftformer.
    Det kan godt være det er en dyr vaccine, men vi kører jo også med vinterdæk om vinteren.

    1. Vaccinen er mest effektiv hvis den gives inden personen er sexuel aktiv. Det betyder ikke at det ikke giver mening at give vaccinen i en højere alder, og vaccinen har da også vist effekt for mange der har en højere alder. Men generelt er effekten mindre jo længere tid der er gået fra den sexuelle debut, og jo flere partnere man har haft. Det er derfor en individuel vurdering, om det vil give mening at få vaccinen. En vurdering du måske kan have gavn af at snakke med din læge om?

  6. Jeg er lige blevet opreres for livmoderhalskræft og de har anbefalet jeg bliver vaccineret.
    Det er HPV 16 der var skyld i min livmoderhalskræft.
    Men er i tvivl om det giver mening og blive vaccineret?

    1. Hvis du har haft livmoderhalskræft har du haft en kronisk HPV-infektion, der har givet livmoderhalskræft. Men da der findes flere HPV-typer der kan give livmoderhalskræft og Gardasil-9 f.eks. dækker 9 HPV-typer, kan der derved være en beskyttelse ved at blive vaccineret, da den så vil dække de HPV-typer du ikke har i forvejen.

  7. Hvis man har en dreng, man vil vaccinere. Er det så gardacil man anbefaler ? Istedet for gardacil 9 ? – efter hvad jeg kan læse mig til så er det livmoderkræft , der er mere dækket på den sidstnævnte .

    1. I Børnevaccinationsprogrammet er det Cervarix der tilbydes gratis til piger når de er 12 år, og som beskytter mod 70% af de HPV-infektioner der giver livmoderhalskræft. Det svarer til 2 HPV-typer. Gardasil yder også 70% beskyttelse, men har herudover også 2 HPV-typer der beskytter 90% mod kønsvorter.

      Den nye Gardasil-9 har hele 9 HPV-typer og dækker 90% mod livmoderhalskræft og 90% mod kønsvorter. Da det er den vaccine der dækker flest HPV-typer, er det også den der vil yde den bedste beskyttelse hos drenge.

  8. Hej
    Vores datter på nu 14.5 år fik første dosis af gardasil som 12 årig. Herefter gennemførte vi ikke resten af vaccinationerne da der var meget skriveri omkring sportstrænere piger og bivirkninger.
    Vi har nu valgt at fuldføre hendes vaccinationer men jeg synes jeg får lidt tvetydig information af vores praktiserende læge. Jeg er af en gynækolog blevet fortalt at det er vigtigt hun fuldfører med Gardasil og ikke cervirax.. Vores læge siger at de 2 vacciner kan kombineres, og at hun kun skal have en yderlige vaccine for at være dækket. Hvis vi inisterer på Gardasil er derfor egen regning. Jeg er i syv sind, men hælder mest til gardasil.
    Mvh Birgitte

  9. Hej,
    Et barn tom. 14 år vaccineres to gange. Herefter er det tre gange. Er det gældende både for piger og drenge?

    MH.
    Helene

  10. Ved man hvor længe Cervarix, Gardasil og Gardasil 9 dækker? Hvornår bør man boostes – og kan man i det hele taget boostes eller er det forfra igen med alle tre vaccinationer (når man er fyldt 15 år)???

    1. De seneste 10 års erfaringer med HPV-vaccinen, har ikke vist behov for en booster. Men i sagens natur kan forskerne naturligvis ikke vide det længere end vaccinen har været på markedet. Forskerne overvåger løbende hvorvidt der senere skulle behov for en booster, og hvis det sker vil vaccinationsprogrammet selvfølgelig blive tilpasset dette.

  11. . Jeg har en datter på 13 år, som skal vaccineres med Gardacil 9. Hvornår kan man forvente at få svar på om Gardacil 9 kommer til at indgå i børnevaccinationsprogrammet+

  12. Hej !
    Spørgsmål til vaccine af min søn:
    Er det korrekt forstået, at man kan nøjes med 2 vacc. hvis man starter INDEN man fylder 14 år? Og der er uanset hvilken vaccine man vælger?
    Hvad er prisen for Gardasil-9 vs. Cervarix?
    Vaccinen skal købes på apotek og bringes med til lægen. Giver Danmark tilskud til vaccinen (drenge) ?
    pft.

  13. Hej, min søn er kun 2.5 men hvornår kan han få vaccinen, altså hvor”ung” må han være?

    1. Ifølge produktresumeet er der indikation for vaccination fra 9 års alderen. I Danmark har vi valgt at vaccinere fra 12 års alderen, primært af praktiske grunde (bl.a. kombination med andre vacciner) og dels fordi pigerne her er ældre, så de kan være mere med til at tage stilling.

  14. Min læge siger, at gardasil beskytter drenge helt tilstrækkeligt – at gardasil-9 ikke er nødvendigt for drenge, da det de er tilstrækkeligt beskyttet med gardasil.
    Jeg er sådan i tvivl. Hvad anbefaler I? Mine drenge er 16, 18 og 26 år. Og jeg betaler gerne merprisen for gardasil-9, hvis det anbefales. Men det er jo dobbelt pris, hvis det så ikke er nødvendigt/udokumenteret hos drenge. Hvad synes I, jeg skal gøre?

    1. Gardasil beskytter skam drenge, men Gardasil-9 beskytter jo mod 9 HPV-typer i stedet for 4. Den nøjagtige forskel i effekten mod kræftsygdomme hos drenge har vi ikke særlig meget viden om, men vi ved at Gardasil-9 i hvert fald beskytter mod flere typer. Om det er nok til at opveje merprisen må den enkelte bedømme.

  15. Hvor længe har Gardasil 9 været testet i forhold til bivirkninger?
    Jeg tænker på at den ” gamle” Gardasil er jo givet i millioner af doser verden over, men hvornår er man begyndt at give Gardasil 9 ?
    Jeg er meget i tvivl om min datter bare skal have den “gamle” Gardasil eller den nye. Jeg ved godt at den beskytter mod flere ting og er godkendt i EU, men er den testet nok ?

    1. JA, den er testet nok. En vaccine bliver slet ikke godkendt af EMA uden at den er testet nok. Der skal være dokumentation for at vaccinen virker og hvilke bivirkninger den har.

    1. For at være sikker på hvordan det nøjagtig foregår, er det nok bedst at kontakte Sygeforsikringen Danmark og spørge. Men det plejer at foregå ved at man indsender fakturaen til Danmark, hvis ikke lægen/apoteket har indberettet det elektronisk. Så gem fakturaen og spørg læge og apotek. Pt. giver Danmark et tilskud på 50%.

  16. Min søn har fået første dosis med Garsasil 6. Anbefaler I, at han får anden (og sidste) dosis med Gardasil 6 eller 9? Dvs kan han med fordel skifte til Gardasil 9?

    1. Anbefalingen er at man færdigvaccineres med samme vaccine man er startet med. Dette skyldes at der er ikke så meget dokumentation for virkning og bivirkning, hvis man skifter. Alligevel vælger nogle læger, efter råd fra Statens Serum Institut, alligevel at skifte. Så prøv at spørg din læge hvad han synes.

  17. Mine piger er vaccineret med den første vaccine mod HPV i 2009 – skal/kan/ vil det være tilrådeligt at vaccinerer dem igen med den nye forbedrede vaccine gardasil ?

    1. Det er ikke anbefalingen at man vaccinerer sig med den nye vaccine, hvis man er færdigvaccineret med den gamle. Det skyldes at effekten af den gamle allerede er god. Hvis man alligevel beslutter sig for at gøre det, skal man selv betale. Da den nye vaccine dækker flere HPV-typer vil det potentielt kunne give en bredere beskyttelse.

  18. Jeg har læst, at Gardasil 9 nu er blevet valgt til at indgå i børnevaccinationsprogrammet, men fra hvornår træder det ikraft?

  19. Min datter på 20 år er allerede færdigt-vaccineret med Gardasil, men hun vil gerne vaccineres mod de 5 andre HPV-typer som Gardasil 9 beskytter imod. Skal hun så vaccineres med Gardasil 9 (hvor mange gange?) eller er der en vaccine der supplerer Gardasil så man opnår samme brede dækning som med Gardasil 9?

    1. Hej Peter!
      Hvis hun ønsker at vaccineres, så hun opnår beskyttelse mod alle 9 HPV-typer, er Gardasil-9 pt. den eneste vaccine der kan dette. Derfor skal hun vaccineres forfra med denne vaccine, og da hun nu er over 15 år skal der tre stik til.

  20. Hvis man allerede er færdig vaccineret med den gamle Gardasil, men har fået foretaget keglesnit, rådes det så, at man bliver vaccineret med den nye.?

    1. Det findes der ikke nogen officiel anbefaling af, så her vil vi anbefale du spørger din læge til råds, der sammen med dig kan lave en konkret vurdering. Grundlæggende yder den gamle vaccine allerede en god beskyttelse, så man er allerede godt dækket ind med den gamle vaccine, hvis man er færdigvaccineret.

  21. Hejsa.
    Jeg har lige købt første vaccine af Gardasil 9 til min søn i Sverige. Han bliver 15 år om 2 mdr. Er det korrekt forstået, at når han får første vaccine inden han fylder 15 og er blevet seksuelt aktiv skal han kun have to stik?
    Med venlig hilsen
    Linnea

  22. Min 12 årig datter har fået 1x cervarix ifølge børnevaccinationsprogrammet i august måned 2017. Nu er det så Gardasil 9 med den bedre dækning det tilbydes gratis i programmet.
    Kan vi så afbryde Cervarix, og selv betale for 2 x Gardasil 9 vacciner eller skal der først vaccineres færdig med Cervarix???

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *