HPV-vaccinen beskytter også drengene

I anledningen af Movember vil vi gerne sætte fokus på Mænd og HPV-kræft. For selvom mænd ikke tilbydes HPV-vaccinen gratis, kan de stadig få HPV-kræft.

Movember er et projekt der sætter fokus på mænds sundhed, herunder mænd og kræft. Det er også meget aktuelt når vi taler om HPV-vaccinen, fordi den kan faktisk også være aktuelt at give til mænd.

HPV er en virus, der mest er kendt for at kunne give kvinder livmoderhalskræft. Derfor tilbydes alle kvinder i 12 års alderen at blive vaccineret gratis med HPV-vaccinen. Den nye HPV-vaccine der netop er blevet en del af programmet, kan beskytte mod 90% af de HPV-infektioner, der kan give livmoderhalskræft. Som en bonus kan den også beskytte 90% mod kønsvorter, som den tidligere vaccine ikke beskyttede imod.

Men vidste du at mænd faktisk også kan få kræft af HPV? HPV er nemlig ikke kun en virus, der kan give livmoderhalskræft, men faktisk en virus der kan give en lang række kræftformer hos både mænd og kvinder. Udover livmoderhalskræft kan HPV give kræft i skamlæberne, penis, analområdet og hovedhalskræft.

Især hovedhalskræft har fået en del fokus i disse år, fordi nogle former for hovedhalskræft også kan skyldes HPV. HPV-kræft hos mænd er stigende i disse år og faktisk har mænd en større risiko for at have en HPV-infektion i hovedhalsområdet end kvinder.

Så hvorfor er det kun kvinder der tilbydes HPV-vaccinen gratis, mens mænd selv må betale for den?

Det er et spørgsmål der diskuteres en del i disse år, og flere læger har udtrykt at de mener det også giver mening at tilbyde mænd HPV-vaccinen.

Derfor tilbydes vaccinen ikke til drenge

Søren Brostrøm der er direktør for Sundhedsstyrelsen har flere gange forklaret, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke anbefaler at alle drenge skal have HPV-vaccinen. Det er der nemlig flere grunde til og her er hovedgrundende til Sundhedsstyrelsens vurdering:

  • HPV-vaccinen er endnu ikke godkendt til at kunne forebygge alle HPV-kræftformer, herunder hovedhalskræft.
  • De HPV-kræftformer hos mænd som vaccinen er godkendt til rammer ikke særlig mange mænd.
  • Hvis vaccinationsdækningen hos piger igen kommer op på 90%, er de fleste mænd også beskyttet i form af flokimmunitet.
  • Sundhedsstyrelsen er igang med at lancere et pilotprojekt hvor målgruppen er mænd der har sex med mænd.

Lad os lige gennemgå nogle af de grunde.

HPV-vaccinen er ikke godkendt til alle HPV-kræftformer

For at HPV-vaccinen kan blive godkendt til at kunne forebygge en kræftform, skal producenten af vaccinen kunne dokumentere at vaccinen er både sikker og effektiv overfor den pågældende kræftform. På nuværende tidspunkt er vaccinen godkendt til at kunne forebygge følgende kræftformer:

  • Livmoderhalskræft
  • Kræft i kvindens ydre kønsorganer
  • Kræft i skeden
  • Kræft i analområdet

Vaccinen er altså lige nu ikke godkendt til at kunne forebygge hovedhalskræft, der er den største HPV-kræftform der rammer mænd.

Årsagen er at det endnu ikke er dokumenteret tilstrækkeligt, at vaccinen rent faktisk kan forebygge hovedhalskræft, ligesom det er dokumenteret for livmoderhalskræft. For livmoderhalskræft er det vist vaccinen kan forebygge HPV-infektioner i livmoderhalsen og kræftforstadier i livmoderhalsen. Begge disse er en forudsætning for at livmoderhalskræft i det hele taget kan opstå, og dermed er det også vist at vaccinen kan forebygge livmoderhalskræft.

Men for kræft i hovedhalsområdet findes der ikke nogle forstadier, som forskerne kan bruge til at konkludere at vaccinen virker, hvis den kan nedsætte forekomsten af disse kræftforstadier. Men forskerne ved, at nogle af de HPV-typer som vaccinen beskytter imod er skyld i hovedhalskræft og at vaccinen kan fjerne disse HPV-infektioner. Det er bare ikke tilstrækkelig dokumentation til at konkludere en effekt direkte på kræften, selvom det er meget sandsynligt.

Men dokumentationen kommer i fremtiden. I fremtiden vil nogle af de mænd, som tilfældigvis har fået HPV-vaccinen eller er beskyttet af flokimmunitet fra kvinderne, nemlig have nået en alder hvor hovedhalskræft opstår. Her vil forskerne kunne se om hovedhalskræft så forekommer sjældnere hos de vaccinerede mænd end de uvaccinerede mænd.

Spørgsmålet er så bare om vi skal vaccinere drengene inden vi har den dokumentation? Det mener Sundhedsstyrelsen ikke.

De godkendte HPV-kræftformer er ikke særlig udbredte

Af de godkendte HPV-kræftformer der rammer mænd er der altså kun kræft i analområdet. Hvert år rammes 41 danske mænd af Analkræft, hvor det antages at de 37 tilfælde kan forebygges med HPV-vaccinen. Der dør hvert år omkring 17 mænd af Analkræft.

Men dette er ikke særlig mange i forhold til at alle mænd skal vaccineres. Et af kravene for at en vaccine kan tilbydes i Børnevaccinationsprogrammet er nemlig:

Alvorlighed og hyppighed af sygdommen. Sygdommen, der vaccineres imod, skal have en vis alvorlighed og hyppighed for at retfærdiggøre risikoen for eventuelle bivirkninger hos ellers raske børn.

Og her kan der argumenteres for at analkræft alene ikke er hyppig nok til at retfærdiggøre vaccination af alle drenge.

Høj vaccinationsdækning hos piger vil også beskytte drenge

Et tredje argument for ikke at vaccinere drenge, er at de fleste af dem vil være beskyttet af flokimmunitet, hvis bare nok piger bliver vaccineret. På nuværende tidspunkt er vaccinationsdækningen relativ lav hos piger, men blandt andet takket være Stop HPV kampagnen og de mange positive forskningsresultater om HPV-vaccinen, er vaccinationstilslutningen stigende i Danmark.

Derfor håber Sundhedsstyrelsen at dækningen igen kan komme op på omkring 90%, som den var før i tiden. Hvis det sker er der nemlig også flokimmunitet til pigernes partnere, dvs. de fleste drenge.

Man kan her argumentere for at flokimmunitet ikke beskytter følgende drenge:

  • Mænd der har sex med andre mænd (MSM-mænd).
  • Mænd der er partner med uvaccinerede kvinder.
  • Mænd der er partner med udlændinge hvor vaccinen ikke er indført.

Nyt pilotprojekt til MSM mænd

Det er altså især Mænd der har sex med mænd, der ikke vil nyde godt af flokimmuniteten fra kvinder. HPV-kræft hos MSM mænd er oven i købet mere udbredte end hos mænd der har sex med kvinder. Her har Sundhedsstyrelsen dog planlagt at lancere et pilotprojekt, der netop skal tilbyde disse mænd vaccinen gratis.

Da projektet ikke endelig er lanceret, er det stadig uklart hvordan de vil få fat i de mænd, der som 12 årig ved at de senere vil være tiltrukket af andre mænd. Men indtil videre er der sat midler af i Satspuljeordningen til at lancere et pilotforsøg til MSM mænd.

Derfor kan det alligevel være en god ide at købe vaccinen til mænd

Mange forældre efterspørger alligevel at købe vaccinen selv til deres drenge. Vælger de dette skal drengen vaccineres i 12 års alderen, ligesom piger – og ligesom piger skal han have 2 stik. Er han over 15 år skal han have 3 stik.

Det er en god ide at vælge den nye HPV-vaccine Gardasil-9, som pigerne også vaccineres med. Den beskytter nemlig mod hele 9 HPV-typer og er derfor pt. den bredest dækkende HPV-vaccine. Ifølge Medicinpriser.dk koster et stik med Gardasil-9 ca. 1300 kroner pt. Da der skal mindst to stik til bliver det altså en egenudgift på 2600 kroner, men er du medlem af Sygeforskringen Danmark refunderer de 50%.

Når det kan være en god ide selv at vaccinere mænd er det fordi:

  • Selvom det endnu ikke er helt dokumenteret at HPV-vaccinen rent faktisk kan forebygge hovedhalskræft, så er det meget sandsynligt at det kan den. Det er vist at disse HPV-typer kan give hovedhalskræft og det er vist at vaccinen kan fjerne disse HPV-infektioner. I fremtiden vil denne dokumentation formentlig komme på plads.
  • Risikoen for bivirkninger ved HPV-vaccinen svarer til risikoen for bivirkninger ved de andre vacciner i Børnevaccinationsprogrammet. Det vil sige der er størst risiko for at få hævelse, rødme og ømhed omkring indstiksstedet. Risikoen er dog forholdsvis lille, og derfor kan det være værd at tage risikoen for at vaccinen alligevel ikke skulle virke.
  • Hvis hovedhalskræft tæller med er det forholdsvis mange HPV-kræfttilfælde hos mænd, som vaccinen kan forebygge. HPV giver omkring 250 danske mænd kræft hvert eneste år og en del af disse kan formentlig forebygges af HPV-vaccinen.
  • Hvis du selv vaccinerer dine drenge er de ikke afhængig af en høj vaccinationstilslutning hos piger.
  • Selvom der er startet et pilotprojekt til MSM-mænd, er det ikke sikkert at det lykkedes at forebygge kræft hos disse mænd i projektet.
  • Der findes ikke noget screeningsprogram der kan fange HPV-kræft hos mænd i tidlige stadier, ligesom det hos kvinderne findes for livmoderhalskræft. Hos mænd er den eneste forebyggelige metode altså HPV-vaccinen.
  • HPV-vaccinen kan også beskytte mod kønsvorter, der rammer 10% af alle sexuelt aktive mænd i løbet af deres liv. 

Der kan altså være gode grunde til selv at betale for at vaccinere dine drenge, selvom den ikke er anbefalet som en del af Børnevaccinationsprogrammet.

Disse lande vaccinerer også drengene

Flere lande i verdenen tilbyder allerede også HPV-vaccinen til drenge. Forskellen mellem landende kan skyldes at de forskellige lande har forskellige kriterier for at inkludere en vaccine i Børnevaccinationsprogrammet. Her har Danmark relativ stramme kriterier sammenlignet med andre lande.

Følgende lande er blot et udpluk af lande der også vaccinerer drenge eller er igang med at indføre det:

Flere lande vil formentlig følge efter i de kommende år, og måske også Danmark. Spørgsmålet er om drengene skal vaccineres, mens vi venter på mere dokumentation for HPV-vaccinens effekt på HPV-kræft hos drenge.

Hvad synes du? Skal vi også vaccinere drengene? Skriv gerne din holdning som en kommentar nedenunder eller på vores Facebookside.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *