Human Papilloma Virus (HPV)

Human Papilloma Virus (HPV) er en virus der overføres sexuelt og som giver ophav til en lang række kræftformer, herunder livmoderhalskræft

En virus er ikke levende materiale, fordi den ikke selvstændigt kan reproducere sig, hvilket er et krav i kriterierne for liv. Derfor har virus brug for at kunne overtage en levende organisme, for at kunne bruge dets reproduktionsapparat til at formere sig. Virus inficerer derfor bl.a. mennesker og bruger menneskets egne celler til at dele sig.

Selvom virus ikke er levende, har de nogle ting til fælles med levende organismer. De indeholder f.eks. et genom, ligesom mennesker gør. For virus er der tale om enten RNA eller DNA, mens vi mennesker anvender DNA som genom.

HPV er en familie af en bestemt type virus – der findes faktisk over 100 forskellige HPV-former. De navngives HPV-1, HPV-2 osv. HPV er en type virus der anvender DNA som genom, nøjagtig ligesom mennesker.

HPV har også et genom som alle andre vira. Her er det dobbeltstrenget DNA der anvendes, ligesom menneskets celler også gør. Udenom dette DNA findes en proteinkappe, der består af en række proteiner som man kalder for L1 og L2.

Det er ude på proteinkappen at antigenerne findes, dvs. de molekyler som trigger immunforsvaret til at danne antistoffer. Det er en vigtig detalje, f.eks. i forbindelse med udviklingen af vacciner, fordi man så kunne lave en proteinkappe hvor antigenerne sidder på, men uden DNA indeni. Derved vil vaccinen ganske vist stimulere immunforsvaret til at danne antistoffer, men man vil ikke kunne blive syge, fordi der ikke findes DNA i vaccinen.

HVORDAN SMITTER HPV?

HPV kan kun smitte på kropsoverflader, som f.eks. huden, fordi de inficerer keratinocytter, der er celletyper der findes ved kropsoverflader. Hver HPV-type inficerer en bestemt type kropsoverflade. Det kan for nogle typer være huden, eller måske kønsorganerne. Det kan også være i munden eller luftvejene. F.eks. inficerer HPV-1 stort set kun fodsålen og HPV-2 stort set kun håndfladerne.

HPV er en virus der i nogle tilfælde fører til udviklingen af kræft – både godartede og ondartede typer. Nogle af dem giver vorter, som f.eks. HPV-1 der giver vorter på fodsålen og HPV-2 der giver vorter i håndfladen. Andre giver kønsvorter og så er der nogle der giver livmoderhalskræft. Måden de fører til kræft, er ved at irritere vævet til at danne forstadier til kræft, som så nogle gange udvikler sig videre til kræft.

Når vi taler HPV i forbindelse med livmoderhalskræft, taler vi altså kun om de typer der fører til kræftforstadier i livmoderhalsen. Her er HPV-16 og HPV-18 de store syndere, idet de står for 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Det er også derfor at de fleste vacciner mod livmoderhalskræft rammer netop de to typer af HPV. Det er disse typer af HPV, der vil blive fokuseret på i denne artikel.

HVORDAN SMITTER DE HPV-TYPER DER GIVER LIVMODERHALSKRÆFT?

De typer af HPV der giver livmoderhalskræft smitter sexuelt ved kontakt. Kondom beskytter ikke, da HPV her findes ude på kønsorganerne, som man jo stadig er i kontakt med, selvom man har kondom på. Det nedsætter dog risikoen lidt, da der så er mindre hudkontakt. Men man skal være opmærksom på at risikoen er ikke væk, selvom man bruger kondom.

Risikoen for at blive smittet med HPV i løbet af sit liv er ca. 80%, så det er en meget udbredt virus, som de fleste vil stifte bekendtskab med i løbet af deres liv. Risikoen starter ved den sexuelle debut og stiger så efter mere sexuel aktivitet. Derfor giver det også mening at man vaccinerer i 12 års alderen inden de fleste piger får deres sexuelle debut.

I nogle tilfælde forsvinder infektionen med HPV igen, hvorimod den i andre tilfælde bliver kronisk. Når den bliver kronisk, kan det i længden føre til udviklingen af livmoderhalskræft.

HVILKE KRÆFTFORMER KAN HPV GIVE?

HPV kan altså give flere forskellige kræftformer. Den mest kendte er nok Livmoderhalskræft, som er en kræftform der rammer unge kvinder omkring 35 år. Vaccinerne Gardasil, Silgard og Cervarix beskytter 70% mod livmoderhalskræft, mens Gardasil-9 beskytter 90% mod livmoderhalskræft.

Herudover kan HPV også give hovedhalskræft. Der har i de seneste år været set en stigning, hvilket man mener kan tilskrives stigningen i anvendelsen af oralsex ved sexuel omgang.

Så kan HPV også give kræft i skeden, i skamlæberne, endetarmsåbningen og i penis. Det bemærkes altså her at HPV både kan give kræft hos mænd og hos kvinder. Lige nu er HPV-vaccinen kun en del af børnevaccinationsprogrammet for kvinder, men mænd kunne også have fordel af at få vaccinen.

Endelig kan HPV også give kønsvorter (kondylomer), der ganske vist er en godartet sygdom, men kan være en livsvarig gene. Det er HPV-6 og HPV-11 der står for 90% af alle tilfælde af kønsvorter. Disse HPV-typer beskytter vaccinen Gardasil også imod, men Cervarix gør ikke.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *